Madpyramiden viser, hvordan du skal spise – mest fra bunden og mindst fra toppen. Madpyramiden er en simpel illustration af de officielle 8 kostråd. Den nuværende madpyramide er en let revideret udgave af FDB’s gamle madpyramide, som vi lancerede helt tilbage i 1976. Siden da har madpyramiden været fast inventar på skoler, hos tandlæger og på køleskabe i private hjem landet over.
Madpyramiden
- sådan spiser du sundt
Mindst fra toppen
I toppen af madpyramiden er der kød, indmad, fisk, æg og olie. Toppen af pyramiden er en god kilde til protein, men også til vitaminer og mineraler. Især kød og indmad er en god kilde til jern. Fisk er en god kilde til selen og jod, og især de fede fisk som laks, makrel og sild er en god kilde til D-vitamin og omega-3 fedt.
Mange danskere spiser alt for meget fra toppen, men de fleste spiser ikke nok fisk. Det er sundt at spise fisk mindst 2 gange om ugen, og derudover også som pålæg; Både mager og fed fisk.
Vi har alle brug for fedt, men ikke for meget af det og helst den type, der stammer fra fisk og fra planteriget, f.eks. olie.
Meget fra midten
Midten af pyramiden er fyldt med frugt og grønt, og her skal vi bare spise løs. Frugt og grønt har et højt indhold af vand og kostfibre, som mætter godt, og de er samtidig fyldt med vitaminer, mineraler og andre sunde stoffer. Voksne og børn over 10 år skal spise mindst 600 g frugt og grønt om dagen, hvilket svarer til ca. 6 stykker. Børn mellem 4 og 10 år kan nøjes med 400 g.
Spis forskellige slags og det du bedst kan lide – og husk mindst halvdelen skal være grønsager, gerne den grove type som rodfrugter og kål. Hver dag.
Mest fra bunden
Madpyramidens bund er basis i kosten. Her fra får du masser af god energi og mange vitaminer og mineraler. Fuldkornsbrød, gryn og kartofler giver både meget kulhydrat og mange kostfibre, som mætter godt.
Ost og mælkeprodukter er med til at dække behovet for protein og indeholder desuden meget calcium (kalk), som er vigtigt for knoglerne. Du skal helst have ½ liter mager mælkeprodukt om dagen, f.eks. minimælk og mager yoghurt naturel, og også gerne et par skiver mager ost.
Hvad kan Madpyramiden bruges til?
FDB’s Madpyramide er en model for, hvordan raske mennesker sammensætter en sund kost. Du skal spise varieret og mindst fra toppen, meget fra midten og mest fra bunden.
Er Madpyramiden ikke gammeldags?
Nej. Selv om FDB introducerende Madpyramiden helt tilbage i 1976, så holder den stadig, og det er stadig en god og simpel model for, hvordan du spiser sundt. Madpyramiden tilpasses, når der kommer ny og veldokumenteret viden om sunde kostvaner.
Hvilke ændringer har I lavet i Madpyramiden?
Madpyramiden ligner sig selv, men brød, gryn og pasta er blevet grove og rige på fuldkorn. Fedtstoffet, som tidligere lå i bunden af Madpyramiden og var fast som smør, er nu ændret til olie og er flyttet op i toppen. På den måde er det tydeligt, at det er sundest at spise olie, og at du kun skal spise lidt af det. Midten af pyramiden er blevet større, så det er tydeligt, at du bare skal spise løs af frugt og grønt. De grove grøntsager som f.eks. kål, selleri og porrer har også fået en mere fremtrædende plads, primært fordi det ofte er de grove grøntsager danskerne ”glemmer” at spise.
Siger Madpyramiden, at man bare skal spise løs fra bunden?
Nej, man skal ikke bare spise løs fra bunden. Men i en sund kost fylder maden i bunden af Madpyramiden mest. Spiser du et par skiver brød, en portion kartofler og den anbefalede ½ liter mælkeprodukt, så er du oppe på omkring 1 kg. mad og drikke.
Vi har i øvrigt gjort bunden smal, så den signalerer, at på trods af at det er basiskost, så skal du ikke bare spise ubegrænsede mængder.
Men er det ikke nyt, at man skal spise mest fra bunden?
Nej. Du har altid skulle spise mest fra bunden, det er basiskosten. Men tidligere hed det, at du skulle spise alt fra bunden. Det siger vi ikke længere, da mange danskere simpelthen rører sig så lidt, at de vil blive tykke af at spise ”alt fra bunden”, selv om det er sund mad.
Hvorfor har I ikke motion med i pyramiden – det er jo ligeså vigtigt?
Ja. Motion er ligeså vigtig som kosten, for at holde en sund vægt. Men for at sikre et simpelt budskab har vi fastholdt, at Madpyramiden kun handler om at vise, hvordan du spiser en sund kost.
Skal Madpyramiden ikke vendes på hovedet?
Nej. Madpyramiden er som den skal være, og den er også blevet blåstemplet af Motions- og Ernæringsrådet.
Andre lande har madpyramider og modeller, der er lidt forskellige fra FDB’s Madpyramide. De er tilpasset madvanerne i de enkelte lande. Men en række af de specielle diæter, der lanceres som sunde i medierne, er sjældent bygget på veldokumenteret viden. Det er FDB’s Madpyramide.
Skal man ikke spise mest fra midten?
Du kan rolig spise alt, hvad du orker fra midten af Madpyramiden. Vi anbefales at spise mindst 600 g frugt og grønt hver dag (voksne og børn over 10 år). Men for at blive mæt og få nok energi, skal du også spise de gode kulhydrater, som du får fra f.eks. rugbrød, kartofler og havregryn. De ligger i bunden af Madpyramiden.
Hvordan hænger madpyramiden sammen med de 8 kostråd og kostkompasset?
FDB’s Madpyramide hænger fint sammen med de 8 kostråd og kostkompasset.
Kostrådene og kompasset giver en anvisning af, hvad du skal spise mere eller mindre af, men er ikke en model for hele kosten. Madpyramiden er en fuldkostmodel. Det betyder, at du får alt, hvad du har behov for i en sund kost, når du spiser efter den.
Men mangler der ikke noget i Madpyramiden – vi spiser f.eks. også slik og kage?
Nej. Der mangler ikke noget i Madpyramiden, for søde sager bør der være mindst muligt af i en sund kost. Men hvis vi for sjov forestiller os søde sager i Madpyramiden, vil de fylde meget, meget lidt i toppen af pyramiden.
Er Madpyramiden ikke lavet ud fra økonomiske interesser – vi er jo et landbrugsland?
Nej. Madpyramiden handler kun om, hvordan du sammensætter en sund kost. Vi har i Danmark en lang tradition for at spise landbrugsprodukter, så de indgår naturligvis i FDB’s Madpyramide.
Bliver man ikke tyk af at spise efter Madpyramiden?
Nej. Men du skal selvfølgelig ikke spise mere mad, end du har brug for. Hvis du spiser for meget, kan du også blive for tyk af sund mad.