Indtil 1997 blev Samvirke gratis postomdelt til alle medlemmer, som ønskede det. Da der samme år blev indført en egenbetaling, den såkaldte portoudgift, faldt oplaget til det halve. Siden da har Samvirke arbejdet hårdt for at komme op på samme niveau som tidligere. Det er dette arbejde, der nu begynder at give frugt
Ifølge Henrik Thorvald Rasmussen, der er marketingchef for Samvirke, er årsagen til det øgede læsertal blandt andet, at Samvirke siden januar 2009 har ligget fremme i alle Coops butikker og er gratis ved scanning af FDB’s medlemskort. Marketingschefen påpeger, at noget af det afgørende for om Samvirke har succes ude i butikkerne er synligheden.
”Forudsætningen for Samvirkes fortsatte succes er evnen til at ramme målgruppen. Jeg synes, vi i de seneste år har vist, at vi magter dette, selvom vi har en bred læserskare. Og det vil vi selvfølgelig fortsætte med at udvikle,” siger Henrik Thorvald Rasmussen.
I forbindelse med, at Samvirke er blevet tilgængeligt i butikkerne, har det også fået et grafisk løft, der er mere moderne og læsevenligt, og dermed antages at ramme den nye primære målgruppe, som er den moderne borger. Skrifttype og layout er ændret, og bladet er trykt på bæredygtigt papir. Tonen i artiklerne bærer i dag præg af at skulle inspirere og engagere læseren.
I dag har 75.000 medlemmer valgt at få Samvirke leveret til døren, selvom de skal betale for portoen. I 2009 blev Samvirke i gennemsnit distribueret til 384.000 medlemmer pr. måned, hvilket betyder en stigning fra 2008 til 2009 på 28 procent.
> Se Gallups læsertal her